Indvielsen

Afsløringen fandt sted den 6. juli under stor deltagelse. Kl. 10.30 udgik processionen med sørgemarch fra pladsen foran rådhuset i Vendersgade med Brigademusikken i spidsen retning mod Kæmpegraven på Trinitatis Kirkegaard. Ankommet hertil blev der sunget: "Ved Heltegraven" af Carl Ploug, hvorefter pastor Pontoppidan holdt en kort tale og lyste velsignelsen over graven. 

Efter dette satte processionen sig i bevægelse, i en livlig march, ad Danmarksgade til Prinsens Plads, hvor statuen stod tilsløret. På pladsen ventede en stor menneskemængde nu på det højtidelige øjeblik hvor afsløringen skulle finde sted. Blandt deltagerne var såvel militære som civile, af de sidstnævnte deltog repræsentanter fra nabokommunerne Middelfart, Vejle, Kolding, Ullerup, Vejlby og Erritsø dvs. områder hvor befolkningen havde mærket krigens påvirkninger. Af deltagerne kan nævnes: hædersgæsten, generalløjtnant Moltke, amtmand Orla Lehmann, der skulle afsløre mindesmærket, værkets kunstner, professor H.W. Bissen, kommandanten, verdslige, militære og gejstlige embedsmænd, søfolk med flag, laug, koporationer og foreninger - alle ønskede at overvære det højtidelige øjeblik.

Amtmandens Tale
Efter en sang af Carl Ploug, trådte amtmand Lehmann frem og holdt en tale, som her i uddrag gengives efter Fredericia Avis samme dag:
"Vi have dvælet ved mindet om de faldne - blodvidnerne for Danmarks retfærdige sag. Lad os da nu vende vort sind til betragtningen af den sejr, der gjorde hine døden let og livet hæderfuldt for alle dem, der hjembare sejrens krans, til glæde over de sejrens frugter, som må være os dyrebare, fordi de er så dyrekøbte. Og viselig er der grund til glæde; thi meget stod på spil, og meget blev der vundet!"

Amtmanden omtalte oprøret der skyllede ind over Danmarks grænser og han fortsatte: "Men Danmark blev reddet, reddet ved den treårige krig, hvori Fredericia-Slaget betegner det lykkelige vendepunkt". Orla Lehmann omtalte krigen, den førte politik samt fædrelandskærlighed. Endvidere mindedes han de kendte officerer, der faldt i krigen eller siden var afgået ved døden. Og amtmanden sluttede sin tale: " Således er det da tilfaldet mig at indvie dette mindesmærke for Fredericia-sejren. Som det er folkeligt i sin oprindelse - thi vi har jo alle bidraget dertil, hver sin lille skjærv, så at hver har sin beskedne andel i dets tilblivelse - så er det og(så) folkeligt i sin opfattelse og udførelse; thi hvad der vil møde øjet, når nu dette slør falder, er et jævnt og simpelt billede af livet - jævnt som det danske folks væsen og tankegang, og så simpelt, at enhver, som ser det, kan forstå det, og enhver, som var med og gjorde sin pligt, kan tilegne sig sin andel deri, men i al sin simpelhed dog fuldt af alvor, adel og begejstring. Det forestiller "Den tapre Landsoldat!""

Da disse ord blev udtalt, faldt dækket af Landsoldaten, hvorefter kanoner tordnede, musikkens fanfarer lød på pladsen og hurraråbene overdøvede alt andet. Det varede derfor længe, inden taleren igen kunne komme til orde. Da dette skete sagde han bl.a.: "Så overantvorder jeg da herved i alle givernes navn dette lysende sejrsmonument til staden Fredericia og beder den at frede om samme som en skytspatron ...... og for at det i folket kan vedligeholde det trøsterige minde, og da nøden var størst var hjælpen nærmest, og det opløftende håb, at Gud aldrig vil svigte det folk, som ikke svigter sig selv."

Borgmesterens tale
Borgmesteren, kancelliråd Mourier, modtog monumentet med følgende ord: " I staden Fredericias navn modtager jeg det sejrsminde, som det af taknemmelighed begejstrede folk rejste for sine trofaste krigere. Aldrig skulle Fredericias borgere glemme hin 6te juli, da vore brødre drog sejrrige ind gennem denne port. Sjette julidagen, der bragte frelsen, er og skal stedse være fredericianernes højtidsdag; med mindet om den ville de vide at frede med kærlighed og omhu om den dem anbetroede skat og såvel i gode som i onde dage at holde den i hævd og ære". Efter disse ord, henvendte borgmesteren sig til den opstillede garnison idet han sagde: "Og Fredericias garnison vil jeg bede om på hele den danske hærs vegne deri at modtage et højt talende, et uforgængeligt vidnesbyrd om det danske folks taknemmelighed for dets herlige bedrifter i denne minderige krig. Jeg vil bede den, at holde denne sin kammerat i hævd og ære, for at han for de .................... slægter, som værnepligten år for år vil samle her omkring hans fod, kan forkynde hans store lære, at trofasthed mod konge og fædreland, trofast mod fane og ed bringer sejr og hæder."

Oberstløjtnant Steenstrups tale
Fungerende garnisonskommandant, oberstløjtnant Steenstrup, bragte Armeens og Garnisonens tak, idet han udtalte: "Folket har rejst Armeen et herligt minde, et sindbillede på den tapperhed, dets brave sønner så ofte have viist, et sindbillede på det mod, de med Herrens bistand også i fremtiden ville vise. Fæstningens Garnison modtager som repræsentant for Armeen med inderlig glæde og erkjentlighed det hæderlige minde, som de nationale følelser have fremkaldt. Armeen sender folket sin hjerteligste hilsen!"

Amtmand Orla Lehmann tog atter ordet, idet han henvendt til den store forsamling bl.a. sagde: " Og så ofte danske mænd herefter samles om denne støtte, skulle de fornye det hellige løfte, at hvad med ære blev vundet, skal hævdes med ære". En øredøvende jubel besvarede opfordringen og beseglede løftet.
Efter endnu en sang af Carl Ploug udbragte amtmanden et "Kongen leve" der blev besvaret med kanonsalut samt hurraråb, hvorefter afsløringshøjtideligheden var forbi.
Værkets kunstner, professor H.W. Bisssen, overværede selv indvielsen af  monumentet over Den tapre Landsoldat i den 6. juli 1858
Amtmand Orla Lehmann var en af talerne ved indvielsen af monumentet
Statuen som den må have taget sig ud ved afsløringen i 1858. Tegning fra 1875