Slaget ved Fredericia 
En genopførelse af et unikt koncertdrama

Fredericias vartegn Bissens monument ”Den tapre Landsoldat” blev afsløret i 1858. Det er således 150 år siden. På det musikalske plan bliver der ved aftenkoncerten 6. Juli i Trinitatis Kirke en usædvanlig opførelse, der står i nær forbindelse med Bissens monument.

Foruden at være et symbol for krigen 1848-50 er det verdens første monument for ”den ukendte soldat”.

En del af midlerne til mindesmærket blev indsamlet ved en velgørenhedskoncert i Casinoteatret i København den 8. maj 1850. Koncerten var arrangeret af Skandinavisk Selskabs sangforening som Henrik Rung var dirigent for. Koncerten skulle naturligvis være præget af nationale stemninger. Henrik Rung havde derfor sat musik til et digt af H.C. Andersen "I Danmark er jeg født", der fik sin førsteopførelse ved denne lejlighed. Anden afdeling var helliget til Carl Plougs store digtkreds Slaget ved Fredericia, som Rung også havde sat musik til. Det er et ca. 60 minutter langt ”koncertdrama” for symfonisk orkester, kor og solister, der i 16 satser skildrer en række situationsbilleder fra slaget.

Organist ved Trinitatis Kirke Niels Erik Aggesen har fået dette værk hentet frem fra arkiverne og sat det på programmet til en koncert søndag den 6. juli kl. 21.30. Hermed får det sin første opførelse i nyere tid. Det er et historisk værk af betydelig kvalitet, der er "genfundet" og som får sin repremiere i den by, hvor begivenhederne fandt sted. 

For opførelsen står Trinitatis Kirke Pigekor og herrestemmerne fra Christianskirkens Drenge- og Mandskor, samt et til lejligheden samlet symfonisk orkester på 33 professionelle musikere under ledelse af René Bjerregaard Nielsen (dirigent for Slesvigske Musikkorps). Korindstuderingen foretages af organisterne Hedvig Dobias, Christianskirken og Niels Erik Aggesen, Trinitatis Kirke.

Opførelsen og projektet støttes af Weysefonden (projektets hovedsponsor), Fredericia Kommune, Vejle Amt, Nykredit, Dansk Kapelmesterforening, VAF-Fonden og Tove Bjørnshauges Fond. De samlede udgifter til projektet udgør kr. 175.000,-. 

Koncerten finder sted søndag den 6. juli kl. 21.30 i Trinitatis Kirke, Fredericia – Entre kr. 80,-.                                                           Tilbage
Trinitatis kirke og Kæmpegraven med de næsten 500 begravede soldater, hvis navne og rang ses indhugget i granitstenene rundt om graven