Placeringen

Statuen "Den tapre Landsoldat" blev i 1858 placeret ved Prinsens Port og Kongens Portvagt, et meget centralt sted i byens nordvestlige ende. De første overvejelser om statuens placering gik på, at den måtte stå ved den port hvorigennem udfaldet skete, omkring det sted, hvor nu Nørreport er bygget. Prinsens Port blev valgt fordi det var herigennem, at de sejrende soldater den 6. juli drog ind i byen efter de hårde kampe og blev modtager af de begejstrede borgere. Porten var låst om natten, var dengang byens vigtigste adgangsvej så i dagtimerne skulle stort set alt trafik af gæster,  hestevogne, byens borgere, med deres kreaturer og varer  passere herigennem, og dermed forbi statuen.

En sådan placering faldt helt i tråd med tidens kunstdebat. Man mente at kunst skulle være dansk, folkelig og opdragende og derfor være tilgængelig i selv de fjerneste provinsbyer.
Der var dog også røster fremme om, at den flotte statue måske var for fin til at blive placeret i en afsides beliggende fæstningsby!

Dens placering gør den også i dag til et let tilgængeligt mindesmærke. Den nyere Danmarksport, ved siden af Prinsens Port er stadig en væsentlig indfaldsvej til byens centrum.

Det smukke og historiske sted ved foden af de gamle volde og vagtbygningen, samt det fine anlæg omkring den indbyder borgere og turister til året rundt, at besøge og nyde dette sted.
Den 6. juli 2007, med flag og blomster
Efterårsfarver, oktober 2007
Juleudsmykning, december 2007